Blev medlem af Jambo-Shule Hvad er Jambo Shule Støt børnene

Postkort fra slummen

Det er koldt og det støvregner over Nairobi men regn er jo en velsignelse på disse kanter og ingen ser ud til at tage sig af vejret. Vi bevæger os langsomt igennem den kaotiske morgentrafik der mest minder om myldret omkring en myretue. Det vrimler med biler og fodgængere i et stort kaos og hver gang bilen gør et stop, er der tiggere, avissælgere eller andre godtfolk som myldrer frem og  prøver at få til dagen og vejen. Vi kører under store træer hvor store grupper af Marabu storke har slået sig ned i trækronerne. De strækker deres vinger og kigger forundret på dagens begivenheder.

Vi ser også de fine små væverfugles reder der hænger så finurligt ned fra træerne. Som kugler på et juletræ. De små fugle har allerede travlt med at skaffe mad til deres unger og knokler flittigt. Nøjagtigt som de mange lokale arbejdere der allerede er flittigt igang i deres små værksteder med at smedje gitterlåger, lave spande og lignende. Vi passerer floden hvor de lokale fattige nøgent tager deres morgenbad, uden at ænse de lange blikke fra trafikanterne. Vi svinger over jernbanen og bevæger os ind på små hullede grusveje for at komme ud på åbent land. Her er der rejst store el master og under dem minder det mest om ørken. Området er kollosalt og på jorden flyder det med plastik og andet affald. Enkelte steder har nogle lokale, lavet små køkkenhaver. I horisonten kan man se en gruppe ørne svæve i termikken. Det som falder os mest i øjnene er den store gruppe af glade børn der spændt står og venter på at tage imod os, inden deres undervisning starter i Lyma Education center. Midt i en af Narobis slumområder ligger denne skole og skaber håb og tryghed for disse små udsatte børn.

Efter alle disse festligheder, trækker vi os tilbage til et lille kontor for at planlægge dagen, samt fremtidens handlingsplan. Da tidsplanen er stram havde jeg ubegrundet frygtet mødet med den Kenyanske mødekultur. I respekt for hinanden rejser man sig op, en efter en, præsenterer sig selv og siger et par ord om hvor glad man er for, at man er samlet i dag. En utrolig langsommelig affære, der mest får en til at tænke - så lad os komme til sagen!  - men tiderne hvor de hvide kom til Afrika for at pådutte den europæiske kultur er slut og man må høfligt følge den lokale dagsorden - men da jeg selv havde været der tidligere på ugen, kunne vi gå lige til sagen.

Så var det tid til at få et indtryk af skolen og slummen. Vi startede med at besøge alle klasseværelserne. Små rum uden lys, hvor der ikke var skolebænke nok til alle elever. Tillige skuede det ens øje, at der i de fleste klasser kun var et eller to sæt skolebøger. Bøger der efter Kenyansk skolelov var forældet men som skolen ikke havde råd til at erstatte. På væggene var der hængt undervisningsplancher op der var sirligt håndmalede på gamle korn sække.

Hver gang vi trådte ind i et lokale, rejste eleverne sig op og bød os velkommen. Det var tydeligt at de var velopdragene men også generte. Lige så snart Jørgen pædagogisk og muntert tog kridtet og forklarede på tavlen hvordan man stavede hans navn, og det specielle danske ø, strålede deres øjne - og man kunne høre deres milde klukkende befriende latter.

Skolen havde planlagt at besøge to hjem i slummen. Vejene i slummen var smattede af mudder, og geder og høns prøvede at stå i læ under halvtag og buske. Undervejs kunne man høre de glade afrikanske rytmer fra de små radiotransistorer i de små blikskure. Det første hjem havde jeg været i før. Et lille blikskur på ca. 8m2 der var i så dårlig stand, at vi næppe vil bruge det som redskabsskur i Danmark. Her boede en enlig mor med sine tre børn. Det dryppede fra taget og der var næsten ingen møbler. Moderen sad på gulvet og ammede familien mindste, der i øvrigt kiggede på os som om vi var faldet ned fra månen. Det var vi nok også i hans øjne.

For at undgå, at vi fik et fordrejet billede af slummen ved kun at se de fattigste familier, havde jeg selv udpeget den næste elev vi gerne vil besøge. Sammen med hans bror gik de generte gennem slummens gader hvorefter vi havnede i et blikskur der var i endnu dårligere stand end det første. Her var der store hylder ud til det fri, der var en enmandsseng til familiens fire medlemmer samt en lille bænk og et bord. Faderen arbejdede som vagtmand og bekymrede sig ikke om børnene og slet ikke om de gik i skole. Det var absolut ikke et skøntmalet glansbillede vi var blevet fremvist for men et gammelt slidt glansbillede, hvor det eneste glimmer der var tilbage var smilene og livsglæden som de små børn trods alt formåede at have.

Så var planen, at vi skulle se slummens store arbejdspladser. Det første sted vi besøgte, var et meget stort slagteri. Der var lidt gå afstand til stedet og vi gik af de smattede veje. Det var tydeligt, at hvide mennesker ikke kom her så tit, fordi overalt råbte alle Jambo! Kvinderne grinede og børnene vinkede og gloede forundret.

Vi ankom til slagteriet og overalt var der glade mennesker. Deres hvide smil kæmper om kap med deres hvide slagteri uniformer og man mærker tydeligt at mande humoren er trådt i kraft. Man mærker også en anden uro da der bliver diskuteret blandt en gruppe mænd. Det viste sig at være slagteriets ledelse som ikke turde lade os gå rundt fordi vi havde et videokamera med. De var bange for at vi var der pga. anti-korruption.

Vi fortsatte turen langs de smattede veje. Solen var så småt ved at bryde frem og vi forsatte vores gang til udkanten af slummen. VI gik over en bro hvor den mest ildelugtende stank mødte os. Den kom fra den brusende kulsorte flod hvor bjerge af skum hobede sig op i flodbreddens kant. Vi fik at vide at vandet kom fra Nairobis kloakker. Tanken om at dette her måtte være floden som de lokale børn legede ved, ligesom jeg gjorde ved den lokale å i min barndom, fik et gys til at gå igennem mig.

Vi skyndte os videre og kom op på toppen af en bakke. Undervejs passerede vi store bunker af grus og ved siden af, sad der koner og bankede stenene til den rigtige størrelse. På toppen stoppede vi ved en gruppe mænd der stod afventende. Foran os åbnedes et kollosalt hul sig,  som hakket ind i klippegrunden. Bunden var dækket af en grøn sø og på alle afsatser så man små bunker af grus eller mænd der huggede med håndkraft i klippevægen. Vi var kommet til den lokale efterladte grusgrav, som var blevet inddraget af de lokale fra slummen og som kunne se muligheder i at tjene til dagen og vejen.

De mænd som stod ved klippekanten ventede på bedre vejr (da arbejdet med at hugge i sten på de regnvåde klipper var for farligt), stod nu og grinede af den tossede hvide mand. Med butterfly og gummistøvler bevægede han sig ned i grusgraven, kyndigt gelejdet af en af forældrene fra Lyma Education Center der til daglig arbejdede i grusgraven. Stierne var smalle og stejle og man følte til tider at afgrunden gik lodret ned. Undervejs mødte vi unge mænd med kæmpe tunge sække fyldt med sten på skuldrene. De gik langsomt men sikkert op ad de små stier. Man kunne tydelig se koncentrationen og de store muskler spille sammen. Vi kunne ikke lade være med at blive dybt imponeret.

Vi passerede de unge mænd der knoklede med, at slå stykker af klippen og senere grupper af mænd der sad og huggede stenene mindre. De havde alle skader på hænderne og nogle var blodrøde efter hammerens forkerte slag.

Vi nåede bunden af grusgraven. Her var smukt. Vandet var spejl blankt og kun brudt af storken når den lettede over vandet. Klippevæggene var storslåede og stilheden blev kun afbrudt af de flittige hammere mod de hårde klipper. Lyden rungede og allermest ledte det tankerne hen på de 7 små dværge fra Walt Disney.

Vi begav os op igen og trådte lige ud på den lokale losseplads. Også her var stanken ulidelig og synet af børn der ledte efter ting til genbrug i affaldet, var næsten uoverkommelig. Men affald var der så langt øjet rakte og vi skulle over det, inden vi kunne slutte dagens program.

Hvis vi havde været en stor NGO havde der sikkert holdt en bil for at hente os men da vi er ydmyg med hensyn til brug af penge, satte vi os ind i en af de grønne minibusser og bevægede os langsomt ind til Nairobis centrum. Med alt for høj musik, sjælen fyldt op af dagens indtryk, en dyb respekt for Lyma Centrets arbejde og de vidunderlige mennesker vi mødte, kørte vi til centrum af Nairobi med en livsglæde og stolthed man sjælden ser magen i Norden.